Vrede beboere: Vi er blevet glemt

Politikerne fik ikke alle informationer om eventuelle konsekvenser, da de valgte, hvor en kommende havnetunnel i København skal ligge. Det skriver DR København.

I rapporten, der udpeger linjeføringen, er det ikke nævnt, at op mod tusind mennesker kan blive direkte berørt af havnetunnel-byggeriet.

Det gælder blandt andet beboerne i det nye boligområde Margretheholm på Refshaleøen.

- Vi er slet ikke nævnt. Vores vej er slet ikke nævnt, siger Julie Hyld Peitersen til DR København.

Hun bor i et nybygget rækkehus med udsigt til Margretheholm Havn. Hun havde ellers regnet med, at hendes kvarter var omtalt i Rambøll-rapporten.

Udsigt over motorvejsafkørsel

Mange har købt husene, da de ligger ned til havnen. Men ifølge rapporten skal havnen fyldes op og i stedet vil beboerne få udsigt til en stor motorvejsafkørsel.

- Jeg må indrømme, at jeg er noget overrasket over, at man vælger en linjeføring, som påvirker et boligområde så meget, og at man belejligt nok glemmer at nævne det, siger Julie Hyld Peitersen til DR København.

Man anslår, at der inden for ganske få år bor op mod 1.000 mennesker i Margretheholm-området.

Man bør have opdaterede oplysninger, når beslutning skal træffes

Julie Hyld Peitersen synes, at det er et problem, at politikerne traf beslutningen om havnetunnellen på det, hun kalder et "uoplyst grundlag".

- Hvis demokratiet skal virke, så er det mindste, man kan gøre, at sørge for at have opdaterede oplysninger at arbejde ud fra, siger hun.

Det er Transportministeriet, der bestilte Rambøll-rapporten, som fastlægger linjeføringen. Ministeriet skriver i en mail til DR København, at forløbet stadig er så nyt, at man kun har haft brug for en overordnet linjeføring. Hvis man helt beslutter sig for at bygge havnetunnellen, vil man tage højde for Margretheholm, lyder det.

Allerslev: Bekymring over, der er oplysninger, vi ikke har fået

Men det er ikke i orden, at man glemmer et helt boligområde i planlægningen af en havnetunnel, mener to borgmestre i Københavns Kommune.

Den information burde politikerne have haft, inden de stemte om linjeføringen af havnetunnellen, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R).

- Vi har hele tiden været skeptiske overfor, om vi har fået alle oplysninger. Så jeg er bekymret over, hvis der er nogle oplysninger, som vi ikke har hørt om før. Det må jeg da indrømme, siger hun til DR København.

Anna Mee Allerslev mener, at det er økonomiforvaltningens ansvar at redegøre for, hvilke problemer havnetunnellen vil have for beboerne i Margretheholm.

Det er teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal, fra SF enig i.

- Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver belyst, hvad der sker i forhold til Margretheholmen. Og jeg håber da også på, at overborgmesteren og hans forvaltning, som sidder med det overordnede ansvar for den her rapport, også kigger på problemstillingen omkring Margretheholmen, siger Ayfer Baykal til DR København.

Frank Jensen henviser til, at man siden 2007 har kunnet læse i lokalplanen for området, at der var planer om en havnetunnel omkring Margretheholm.