Boligpriserne falder i Nordsjælland

Trods en generel stigning på landsplan er huspriserne i flere nordsjællandske kommuner blevet væsentligt lavere de sidste tolv måneder. Det viser ny statistik, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hus­priserne i Nordsjælland falder støt. Det viser nye tal
fra Home, der har sammenlignet årets første seks måneders
realiserede handler med sidste halvår af 2007. Trods en svag
procentstigning i kvadratmeterprisen på landsplan har især
Hillerød og Helsingør Kommuner svære betingelser. I Hillerød
Kommune er den gennemsnitlige kvadratmeterpris faldet fra 24.425
kroner til 21.982 kroner, hvilket svarer til et tab på 10
procent. I Helsingør Kommune står det værre til, hvor man
oplevede et dyk på 11,6 procent. I Halsnæs Kommune er boligerne
alene de sidste tre måneder faldet med godt 17 procent, og kun
Frederikssund Kommune holder skindet på næsen med et svagt plus
på kvadratmeterprisen. Årsagen til den kraftige nedgang i
kvadratmeterprisen skyldes primært, at boligejerne i
Nordsjælland overvurderer deres huse, mener kommunikationschef
hos Home, Niels H. Carstensen. - Vi opfordrer til, at man
generelt i hele landet ikke sætter prisen for højt. Man bliver
ikke rig af en ny og højere boligvurdering. Man bliver rig af at
sælge til den højst mulige pris, og erkender man ikke det, kan
det blive dyrt i den sidste ende, siger home-chefen, der dog
understreger, at man skal tage statistikken med forbehold.- Det
er jo ikke de samme boliger, vi sælger år efter år, så det er
mere en pejling end et nøjagtigt øjebliksbillede. Men tendensen
er tydelig, påpeger han.