Politiet lægger røgslør over påsatte brande

Foto: Lorry

Over 140 brande har hærget københavnerforstaden Albertslund det seneste halve år. Dog fremgår containerbrandene ikke særlig ofte af Vestegnens Politis døgnrapporter længere.

En gennemgang af rapporterne siden årsskiftet viser, at kun 30 påsatte

brande er blevet noteret i den officielle rapport. Politiet undlader nemlig at notere brandhændelserne her, skriver metroxpress.

- Det står ingen steder, at politiet skal skrive og offentliggøre en døgnrapport, så det er helt op til politiet selv, hvor meget de vil skrive i dem. Men det virker dog mærkeligt, at de er stoppet med at notere dem, siger juraprofessor Eva Smith.

I Albertslund er det vicepolitikommissær Steen Ørskov Larsen, der har besluttet, at brandene skal ud af rapporten.

- Der har været rigtig rigtig mange mindre brande, så man kan argumentere for, at det ikke længere kan blive ved med at være interessant, - siger Steen Ørskov Larsen til metroxpress.

Nogle unge synes, det er sjovt, når deres kriminelle handlinger omtales

Han forklarer dog, at det ikke er den eneste årsag til, at brandene ikke længere fremgår af døgnrapporterne.

- På et tidspunkt fandt vi også ud af, at nogle af de unge mennesker syntes, det var sjovt, når deres kriminelle handlinger fik opmærksomhed. Derfor stoppede vi med at notere dem.

En 16-årig dreng fik i går en betinget dom på seks måneder for brandstiftelse i Albertslund. Han har siddet varetægtsfængslet i fire uger.