FCK-fans klager over hånd i skridtet

Foto: TV 2 Lorry

20 FCK-fans har klaget over, at kontrollører tog dem i skridtet forbindelse med sidste søndags fodboldkamp på Aalborg Stadion. Det oplyser DR Nordjylland.

Klagerne er sendt til foreningen Danske Fodbold Fanklubber, der kritiserer kontrollørernes fremgangsmåde.

- Vi synes, det er grænseoverskridende adfærd. Det må vi tage alvorligt og tage en snak med klubberne om. siger Rasmus Trenskow, der både er formand for Danske Fodbold Fanklubber og AaB Support Club.

I forbindelse med søndagens kamp mellem AaB og FC København blev alle fans på udebaneafsnittet visiteret af kontrollører. De ledte efter ulovligt fyrværkeri, som typisk bliver gemt i skridtet. Også flere af hjemmeholdets fans blev visiteret.

- Vi ønsker, der kommer et fælles reglement på det her område, så vi kan tvinge klubberne til at tage alternativer i brug i stedet for de her grove visiteringer, siger Rasmus Trenskow.

Flere steder i Europa sender klubberne bøder videre til de fans, som har affyret det ulovlige krudt under kampen.

Danske Fodbold Fanklubber kunne godt tænke sig noget lignende i Danmark.

- Vi vil mene, det hurtigt vil give en præventiv virkning, hvis man risikerer en bøde på 10-20.000 kroner for at fyre et romerlys af.

Men uanset hvor mange klager, fodboldfans sender, så vil kontrollørerne på Aalborg Stadion blive ved med at visitere dem i skridtet.

Det siger sikkerhedschef Poul Andersen.

- Vores erfaring er, at man gemmer fyrværkeri i skridtet, og i søndags fandt vi da også tre romerlys. Det viser, at det, vi foretager os, giver gevinst.

Ifølge Poul Andersen har sikkerhedsvagterne visiteret fodboldfansene i skridtet de seneste 5-7 år.

Han hilser det velkommen, at Danske Fodbold Fanklubber ønsker et fælles reglement for kropsvisitering på alle stadioner.

Men forslaget om at gøre som udlandet og lade klubberne sende regningen for ulovligt fyrværkeri videre til de enkelte lovovertrædende fans tvivler han mere på. Det gør han, fordi en fodboldkamp bliver betegnet som et privat arrangement og folk derfor skal sagsøges civilt.

Danske Fodbold Fanklubber har her i foråret bedt fanklubberne gøre opmærksom på, hvis deres fans føler sig forulempet ved visitation. De håber på til juni at have et overblik over omfanget.