SF: Politiets brug af peberspray bør undersøges

Foto: Lorry

Det skal undersøges, om danske betjente bruger peberspray for ofte, mener SF. K mener ikke, det er nødvendigt.

Politiet bør kortlægge omstændighederne for, hvornår danske betjente bruger peberspray som magtmiddel og undersøge, om man kan minimere brugen af det.

Det siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen, efter lektor Lars Holmbergs sammenligning af oplysninger fra betjente i Oslo og København, der viser, at danske betjente anvender sprayen fem til syv gange så ofte som deres norske kolleger.

- Det ser umiddelbart mærkeligt ud, at danske betjente anvender

peberspray i langt højere grad end i nordiske brødrelande, som vi ofte sammenligner os med.

Sprayen kan spare fysisk magt

- Det vigtigste for mig er, at det anvendes som det mindst indgribende magtmiddel understreger Karina Lorentzen.

Sprayen - der blev indført i 2008 - kan i mange situationer spare betjentene tid, og de kan desuden undgå at bruge fysisk magt.

De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, var selv med til at få sprayen indført, og kalder den "et effektivt og mildt magtmiddel, der ikke giver skader." Han mener ikke, at der er behov for yderligere undersøgelse af området:

- Det, der er væsentligt og relevant, er, om politiet bruger det, når det er nødvendigt og ikke i andre situationer. Hvordan man bruger det i forhold til Norge, kan man ikke umiddelbart sammenligne.

Trussel om brug af peberspray løser ofte en situation

I Danmark er det tilladt at sprøjte på personer, der yder passiv modstand og altså ikke sætter sig selv eller betjenten i reel fare. Det er forbudt i Sverige og Norge.

- Det er fint, at man må det. Alternativet er, at betjente fysisk skal have fat i personen.

Peberspray er et langt mildere magtmiddel. Ofte løser det situationen blot at sige, at man vil bruge det, siger Behnke.

I København brugte betjente peberspray 375 gange i 2011, mens norske kolleger kun trykkede på aftrækkeren 31 gange, skriver Holmberg i Nordisk Tidskrift for Kriminalvidenskab.

Desuden synes brug af sprayen ikke at have reduceret brugen af stav og skydevåben væsentligt, tilføjer han.