Mand gik til politiet og blev anholdt for drab

Foto: TV 2 Lorry

Dommer skal afgøre, om 31-årig skal fængsles for at have dræbt en mand i en ejendom på Byvej i Frederikssund.

Den mand, der sigtes af politiet for at have dræbt en 30-årig mand i Frederikssund, gik selv til politiet onsdag morgen.

- Han rettede henvendelse til politiet i morges, siger vicepolitiinspektør Morten Riisager-Pedersen om manden, der er 31 år. Om han var klar over, at han var eftersøgt, ønsker politiet ikke umiddelbart at svare på. Heller ikke om han nægter eller erkender sig skyldig.

Fundet af den døde 30-årige i en ejendom på Byvej i Frederikssund blev gjort midt på dagen tirsdag.

I første omgang var det ikke klart, om der var tale om en forbrydelse eller om en ulykke.

Kriminalteknikere blev tilkaldt for at hjælpe efterforskerne med undersøgelsen, og flere personer blev taget med til afhøring.

Onsdag oplyser politiet, at den 31-årige vil blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling. En dommer i Hillerød skal vurdere politiets materiale i sagen, men anklageren vil formentlig forlange dørlukning.

Tilsyneladende er den 30-årige ifølge politiets opfattelse blevet tævet eller slået ihjel.

Sigtelsen drejer sig først og fremmest om drab, men hvis der ikke er begrundet mistanke om denne form for forbrydelse, kræver politiets anklager den anholdte fængslet som mistænkt for vold med døden til følge.

Ifølge Ekstra Bladet var der jævnligt gæster hos den 30-årige. Og naboer har sagt, at de hørte støj som fra et slagsmål tirsdag formiddag.