75 udmattede Bieber-fans fik vand og sukker i Parken

Foto: Lorry

Popstjernen gik på scenen senere end planlagt, og mange unge fans blev hevet til side for at samle kræfterne.

Justin Bieber fik flere tusinde af sine danske fans til at skrige af begejstring til lørdagens store stadionkoncert i Parken. Flere unge blandt publikum blev dog så trætte og dehydrerede undervejs, at de ikke kunne se koncerten fra start til slut.

- Man har haft cirka 75 unge fans, der lige har været trukket til side og fået noget vand og noget sukker og et tæppe, fortæller vagtchefen hos Københavns Politi.

- Det er dehydrering, og de står på hælene, og de står op længe. Men de har fået lidt vand og lidt sukker, og det er vist det, siger vagtchefen.

Ingen er kørt på skadestuen, og koncerten i København er i øvrigt forløbet i god ro og orden, siger politiet.

Justin Biebers fans i Parken måtte vente længere tid end planlagt i programmet, for koncerten startede først klokken 21.33 - en time senere end annonceret.