Topchefer kræver ligeløn

Sygeplejersker og SOSU-assistenter får nu opbakning til deres krav om ligeløn. Flere markante erhvervsledere vil presse regeringen til at nedsætte en ligelønskommission for både den offentlige og private sektor. Det erfarer Berlingske Tidende.

Fagbevægelsen får opbakning fra uventet kant i kampen for en
ligelønskommission. Flere topchefer med Dansk Industris nye
viceformand, Johnny B. Hansen i spidsen, opfordrer politikerne
til at nedsætte den ligelønskommission, som blandt andet
sygeplejersker og SOSU-assistenter har kæmpet hårdt for under
konflikten. Kommissionen skal klarlægge om ansatte i
traditionelle kvindefag får for lidt i løn i forhold til ansatte
i typiske mandejob. Og topcheferne er endda klar til at gå
skridtet videre og foreslår, at kommissionen også kaster lys
over uforklarlige lønforskelle mellem mænd og kvinder i den
private sektor. »Det er en udmærket ide, at nedsætte en
ligelønskommission. Mænd og kvinder får ikke lige løn i det her
samfund, og det gælder både i den offentlige og den private
sektor. Det er et faktum og et problem, som vi skal have gjort
noget ved,« siger Johnny B. Hansen. Han bakkes op af flere
topchefer, Berlingske Tidende har talt med. Det skriver
Berlingske Tidende. Blandt arbejdsgiverne har der traditionelt
været stor modstand mod at sammenligne lønninger efter køn af
frygt for, at det vil presse de samlede lønudgifter i vejret.
Men administrerende direktør Karin Verland fra medicinalfirmaet
Pfizer mener, at arbejdsgiverne selv har en interesse i at sikre
ligeløn på den lange bane, og aflive de myter, der let opstår
omkring forskellen i mænd og kvinders løn. »Det er en god ide at
se nærmere på ligelønnen både på det offentlige og private
arbejdsmarked,« siger Karin Verland. I FOA, der først rejste
kravet om en ligelønskommission ved de offentlige
overenskomstforhandlinger, er formand Dennis Kristensen
begejstret for topchefernes toner. »Jeg er glædeligt overrasket
over, at der hos erhvervslederne er en anerkendelse af
problemerne med at opnå ligeløn. Vi ved, at der både er
uligelønsproblemer i den private og offentlige sektor, så for
mig er det helt naturligt, at begge dele tages med i en
ligelønskommissions arbejde,« siger Dennis Kristensen. Det
skriver Berlingske Tidende.