Musikekspert: Roskilde er en buffet med chancer

Foto: TV 2 Lorry

Årets Roskilde-program giver publikum mulighed for at finde ud i musikkens kroge. Det er kun godt, lyder det.

Uden publikum-magneter som sidste års Bruce Springsteen har Roskilde Festival torsdag aften offentliggjort programmet for sommerens musik, der byder på både elektroniske sværvægtere, rock og blød R'n'B.

Festivalen søger nemlig lidt længere ud i musikkens afkroge for at skabe variation og ikke læne sig op af musik-giganter. Og det kan være et godt valg, hvis man skal tro musikeksperten Klaus Lynggaard.

- Roskilde er jo en buffet. Blandt leverpostejen, de kogte æg og skinken er der også nogle mere eksotiske retter, man lige så godt kan tage for sig af, siger Klaus Lynggaard, formand for Foreningen af Danske Musikkritikere, til Ritzau.

Roskilde er stedet, hvor man opsøger ny musik

Han har endnu ikke nået at sætte sig ind i årets fulde program, men han understreger, at Roskilde handler om at komme lidt rundt i musikken.

- Roskilde handler ikke så meget om de kendte navne, som det handler om at være stedet, hvor man opsøger noget ny musik, tager nogle chancer og prøver nogle genrer af, man måske ikke er så bekendt med, siger Klaus Lynggaard.

Manglen på navnet, der skal skrives med de allerstørste bogstaver på plakaten, kan dog have konsekvenser, medgiver musikeksperten.

Hvert år er folk skuffede over programmet

- De helt store navne kan netop samle folk på kryds og tværs af generationer og holdninger, og det brag kommer måske ikke. Det kan også betyde, at nogle vælger at blive væk. Det kunne man forestille sig, siger han.

Allerede før det fulde program blev offentliggjort, har mange udtrykt skuffelse over programmet. Men det sker næsten hvert år.

- Der er næsten altid skeptiske og skuffede folk. Det er meget sjældent, at jeg har hørt, at folk er oppe at ringe over programmet.

- Men med langt over 100 navne på programmet burde der jo være mulighed for at høre noget i løbet af de fire dage, som kan gøre en glad, siger Klaus Lynggaard.

Det forventes, at der føjes 15 navne til koncertplanen, før festivalen løber af stablen. Indtil videre er USA det land, som er bedst repræsenteret på årets program med 33 navne.