Juridisk uenighed om Holger Danske-auktion

Foto: Lorry

Juridisk set kunne Hotel Marienlyst tirsdag annulere auktionen af Holger Danske, vurderer ekspert i internethandel. Lauritz.com er ikke enig.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Koncernchef for Hotel Marienlyst, Ulrik Finnemann, gav tidligere på ugen udtryk for, at han var ked af, at han ikke havde tænkt på kommunen, inden han satte Holger Danske til salg via det online auktionshus Lauritz.com.

Tirsdag fik han et juridisk smuthul til at gøre netop dette, da budgivning gik fra at være online til telefonisk.

Ændres en online auktion til at være telefonisk, ændres betingelserne for auktionen også, og sælger skal dermed acceptere - eller afvise - de nye betingelser.

Det oplyser jurist med speciale i forbrugerret og internethandel Michael Thiesen fra Sankt Petri Advokater til Frederiksborg Amts Avis.

Lauritz.com bekræfter over for avisen, at de tirsdag var i kontakt med Ulrik Finnemann, inden de ændrede auktionens vilkår, men er uenige i, at salgsbetingelserne blev ændret undervejs.