Politidirektør: Vi fører log over hvert bandemedlem

Foto: Lorry

Københavns Politi sætter spot på banderne på Indre Nørrebro. Nu skal de stoppes. De aktive medlemmer af Nørrebrobanderne Blågårds Plads Gruppen (BGP) og Loyal To Familia (LTF) skal sættes ud af spillet, og det skal deres sympatisører også. Det siger Københavns politidirektør, Thorkild Fogde.

- Der er omkring 100 bandemedlemmer og 100 medløbere på Indre Nørrebro. Det tal er dynamisk og bliver større og mindre hele tiden, siger han.

I kernen er de ledende medlemmer, i periferien befinder de unge, der søger fællesskabet, sig, og de kan være svære at nå, hvis den hårde kerne sætter sig på dem. Derfor bliver indsatsen gjort personlig.

- Vi ved, hvem der færdes i og omkring det kriminelle miljø, og vi fører log over hver enkelt individ. Presset på grupperne skal fastholdes, også når de voldelige konflikter er ophørt, siger Thorkild Fogde.

Københavns Politi samarbejder tæt sammen med Københavns Kommune om at stoppe banderne i en såkaldt partnerskabsaftale.

- De forhærdede kriminelle skal dømmes og straffes. De, der endnu kan nå at trække sig ud, skal have et tilbud fra kommunen, der er meget svært at afslå, siger overborgmester Frank Jensen (S).

- De unge mænd skal forstå, at de sætter deres liv og fremtid på spil, hvis de lader sig lokke ind i hårdkogte bandekonflikter, lyder det.

Tilbuddet til de unge er hjælp til at vende tilbage til en almindelig hverdag med skolegang, uddannelse eller en lærerplads.

Københavns Politi har på baggrund af sin viden om grupperingerne og målrettet efterforskning gennemført en kortlægning af hvert enkelt bandemedlem.

Indre Nørrebro er ifølge Thorkild Fogde arnestedet, hvorfra bandeaktiviteterne spreder sig i København.

- Metoden er at sætte fokus på én bande af gangen i stedet for at lave en bred indsats. Det bliver et langt, sejt træk, men lykkes det på Nørrebro, kan man fortsætte i Mjølnerparken, Værebroparken og Skovlunde, siger han.

Aftalen gælder for 2013, men politidirektøren forventer, at den bliver forlænget i 2014.