Mere politi til akut indsats mod bander

Foto: TV2/ Lorry

Københavns Politi og Vestegnens politi får hjælp til at opklare de mange bandeskyderier.

På grund af den akutte situation med den voldsomme kriminalitet i bander og i rockergrupper skal Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi have flere efterforskere.

- Jeg har i dag besluttet, at der skal tilføres flere efterforskningsressourcer til de to politikredse, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Det præcise tal kendes ikke endnu. Der bliver formentlig tale om 25-30 betjente i alt, og de skal tages fra Rigspolitiet og fra tre politikredse: Nordsjælland, Midt- og Vestsjælland og Sydsjælland og Lolland-Falster.

I årets første måneder har der været et stort antal skyderier og andre voldshandlinger i bandemiljøerne. De ekstra betjente er en midlertidig foranstaltning.

- Der er tale om en iskold vurdering af situationen, siger rigspolitichefen om beslutningen. Og den vil også kunne mærkes af borgerne:

- Det vil gøre prioriteringen mindre hård i de to politikredse, og det får betydning for borgerne, siger Jens Henrik Højbjerg.

Lige nu er 362 ud af de cirka 1600, som står opført på Rigspolitiets lister over personer i bande- og rockermiljøet, i fængsel. Enten som afsonere eller som varetægtsarrestanter. Heraf er 106 på Fyn og i Jylland, mens 256 er fængslet øst for Storebælt.

- Så højt har tallet aldrig været før. Det er udtryk for, at vores indsats er en stor succes, siger rigspolitichefen.

Han afviser, at tilførslen af efterforskere til København og den københavnske vestegn rokker ved det fornuftige i den såkaldte allokeringsmodel, som indebærer, at Københavns Politi skal af med 70 millioner kroner.

- Vi reagerer på, hvordan kriminalitetsbilledet er, siger Højbjerg.

I øvrigt er der godt nyt fra rigspolitichefens bord. I første kvartal faldt kriminaliteten på landsplan med mere end 10 procent i forhold til samme kvartal 2012. Men faldet er mindre i de to hårdt plagede politikredse.