Tættere på nyt stadion

Foto: TV2/Lorry

Hvis politikerne i Køge Kommune vil det, så kan der stå et nyt stadion i Køge i august 2016.

Det nye Køge Park vil komme til at koste i omegnen af 750 mio. kr., få plads til 10.300 tilskuere samt indeholde fire kontorbygninger med 38.000 kvadratmeter til erhvervsformål, skriver DAGBLADET Køge.

Indstillingen til realiseringen af Køge Park kommer fra konsulent Per Bendix, der siden efteråret har arbejdet for kommunen i stadion-spørgsmålet.

- Jeg indstiller til, at projektet Køge Park realiseres, og det gør jeg, fordi det er realistisk, og fordi der er et grundlag for det, siger Per Bendix.

Han forventer, at lokalpolitikerne træffer beslutning om næste skridt i processen enten lige før eller lige efter sommerferien.

I fodboldklubben HB Køge glæder man sig.

- Det er det mest fantastiske, jeg har hørt i årevis, siger bestyrelsesformand Henrik N. Andersen.