13-årig lå fastklemt under lastvogn i en halv time

Øjenvidne: Det tog Falck 7 minutter at nå frem til ulykkesstedet 500 meter fra stationen.

En 13-årig dreng cyklede meget forsigtigt op på siden af en
holdende containervogn, da chaufføren langsomt satte i gang med
et højresving for at vende. Men selv om det hele foregik som i
slowmotion, blev den 13-årige alligevel fanget mellem hjul og
forskærm og fik armen alvorligt læderet, skriver Helsingør
Dagblad lørdag.
I en halv time lå en 13-årig dreng og led med sin læderede arm
fastklemt mellem forhjul og skærm på en container-lastvogn,
inden det lykkedes at få ham fri og bragt til traumecentret på
Rigshospitalet. Drengen var på cykel på vej ud af Gurrevej, hvor
han bor, og han havde lige passeret Klostermosevej, da han
nærmede sig lastvognen, der holdt stille 100 meter længere
fremme. Jørgen Nielsen kom kørende i modsatte retning på vej
hjem til Helsingør fra arbejde. - Vejen indsnævrer med en
chikane på det sted, så jeg standsede op, for at lastvognen
kunne køre først igennem. - Men åbenbart har chaufføren bare
ledt efter en adresse, for han blev holdende. - Bagfra kom
drengen cyklende, og ganske langsomt kørte han inden om
lastvognen. Han var næsten nået foran den, da chaufføren satte i
gang og drejede til højre ind mod en jernport foran vildnisset
op til Teglstrup Hegn, og selv om det hele skete meget langsomt,
så faldt drengen så uheldigt, at han røg ind ved hjulet og fik
armen klemt fast op under forskærmen, fortæller Jørgen Nielsen
til Helsingør Dagblad. Øjenvidnet greb straks sin mobiltelefon
og ringede til alarmcentralen på 112. Klokken var 12.38, kan han
se på sit display. - Det var en meget skidt oplevelse. - Jeg
opfatter faktisk behandlingen som useriøs. - Selv om jeg
forklarede ham, hvor alvorligt det så ud, og at ulykkesstedet lå
måske 500 meter fra Falckstationen, var han mere interesseret i
at spørge til, om det hed Klostermosegårdsvej eller
Klostermosevej. Han blev nærmest fornærmet, da jeg sagde til
ham, at han måtte se at få sendt nogle udrykningskøretøjer af
sted, og at de bare skulle køre hen til Gurrevej, og så svinge
ud af byen. - Det hele var meget ubehageligt, for mens tiden gik
med snak, lå knægten og skreg. Jørgen Nielsen kan se på sin
mobiltelefon, at samtalen varede 7 minutter og 6 sekunder. - Jeg
afbrød, da det første udrykningskøretøj nåede frem, fortæller
han fredag aften stadig temmelig rystet til Helsingør Dagblad.
Under hele forløbet var den 13-årige dreng ved bevidsthed.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi, Peter Frandsen, kunne i aftes
oplyse, at drengens tilstand var stabil. - Hans arm var voldsomt
læderet, og han har været igennem en operation. - Jeg har talt
med en sygeplejerske derinde, og hun har fortalt mig, at han
ikke er kommet noget alvorligt til med noget andet, og at
operationen kunne gennemføres, fordi han ikke led af nogen
hovedskader. Den 27-årige chauffør var dybt chokeret efter
ulykken, og han blev derfor bragt til Hillerød Sygehus for at
modtage psykolog-hjælp, fortæller Peter Frandsen, - Han har
forklaret, at han var kørt forkert, og at han derfor ville vende
vognen, da han kom til at ramme drengen. Vagtchefen siger til
Helsingør Dagblad, at chaufføren, der er fra Valby, ikke var
spirituspåvirket. Vejen hvor ulykken skete måtte i en times tid
afspærres for al trafik, mens redningsaktionen stod på.