Gidslet fra politigården er frigivet

Foto: TV2/Lorry

Gidseldrama på Københavns Politigård sluttede efter fire timer først på aftenen. Ingen kom til skade.

Gidslet er nu frigivet, og gidseltageren er anholdt.

Det meddelte Københavns Politi lige omkring klokken 18 mandag aften. Gidseltagningen i det særligt sikrede fængsel på Københavns Politigård begyndte kort før klokken 14 mandag eftermiddag og varede altså omkring fire timer.

- Situationen er afsluttet, og ingen er kommet til skade, lød det fra Københavns Politi.

Gidseltageren - en indsat i 30'erne - overgav sig efter en længere forhandling med politiet, han vil nu blive afhørt om baggrunden for sin voldsomme handling.

- Nu er han anholdt, og vi skal have en snak med ham om baggrunden og motivet for det, han har gjort. Ud fra det må vi tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Københavns Politis talsmand, James Keiwe.

Den udramatiske afslutning kom ifølge politiet i stand, kort efter at gidseltagerens advokat, Finn Walther Petersen, var blevet inddraget i forhandlingerne.

- Det løste op på situationen, at advokaten var der, siger James Keiwe.

Gidseltagerens advokat, Finn Walther Petersen, oplyste, da dramaet var slut, til TV2 News, at gidselsituationen blev løst straks efter, at hans klient fik lov til at overrække ham en seddel. Umiddelbart efter overgav gidseltageren sig.

Ifølge advokaten mener klienten ikke selv, at der var tale om en rigtig gidseltagning, men "et råb om hjælp" eller et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed på grund af utilfredshed med forholdene i fængselsafdelingen.

Angiveligt har manden et ønske om at komme i et exitprogram for at komme ud af bandemiljøet, og han er utilfreds med, at det ikke har været muligt for ham.

Københavns Politi går nu i gang med at efterforske hele forløbet.

Gidslet, der er en medfange i 20'erne, slap fra det hele i god behold. Også han skal nu afhøres af politiet, oplyser James Keiwe.

Gidseltageren truede angiveligt sin medfange med en hjemmelavet spids genstand, og den situation er noget af det, som politiet vil interessere sig for under efterforskningen.

- Vores undersøgelser skal blandt andet vise, hvordan hele situationen var, og hvordan gidseltageren anvendte våbnet over for gidslet, siger James Keiwe.

Det knivlignende våben, som fangen brugte til at true sit gidsel med, er ifølge fængselsinspektør Peter Vesterhedens oplysninger til pressefolk uden for politigården efter alt at dømme fremstillet i fængslet.

Peter Vesterheden ønskede ikke at oplyse noget om, hvilke krav og ønsker gidseltageren, der har siddet i politigårdens fængsel i over tre måneder, har givet udtryk for under gidseltagningen.

Men fængselsinspektøren udtrykte efter løsningen af gidseltagningen tilfredshed med indsatsen fra politiets aktionsstyrke.