Børnehaver og vuggestuer får nye køkkener.

En række børnehaver og vuggestuer i København får endelig nye køkkener.

Køkkenerne kommer med et halvt års forsinkelse, fordi kommunen løb tør for penge i et større renoveringsprojekt. Projektet startede i 2010 og omfattede i alt 69 daginstitutioner. Kun 54 af dem nåede at få nyt køkken. Det skriver P4 København.

Men nu har politikerne alligevel fundet plads i budgettet til at renovere de sidste 15 køkkener, som de lovede.

Faktisk giver politikerne lidt over en million kroner til hvert køkken.

Formålet er, at alle daginsitutioner selv skal lave deres egen mad. Det giver friske og sunde børn, siger politikerne.

Alle forældregrupper forpligter sig til at deltage i en fælles madordning, inden deres daginstitutioner får penge til et nyt køkken.

De sidste 15 køkkenrenoveringer betyder, at i alt 90 procent af de Københavnske børnehavebørn og vuggestuebørn deltager i en fælles madordning.