Skat vil fange endnu flere narko-slugere

Foto: TV 2 Lorry

De fleste har prøvet at få bagagen gennemlyst i lufthavnen, men fremover skal vi måske vænne os til, at også vores maveindhold scannes, skriver metroxpress.

I foråret vil myndighederne teste en såkaldt bodyscanner i Københavns Lufthavn. Den skal afsløre 'slugere', der forsøger at smugle narko skjult i kroppen - typisk pakker med 5-10 gram stoffer i et kondom. De kan have et kilo narko i maven i alt.

Sidste år fangede myndighederne 22 'slugere' i de danske lufthavne mod kun tre året før.

»Narkotikabekæmpelse står højt på regeringens dagsorden, og Skat har styrket indsatsen over for den ulovlige indsmugling af narkotika,« forklarer skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til metroxpress.

Indsatsen består blandt andet af efterretninger fra udenlandske kolleger.

»Der er jo forskel på et charterfly med hr. og fru Hansen og et fly fra en destination, hvor vi har informationer om, at der kan være nogle ting,« siger Preben Buchholtz, underdirektør for Told & Afgifter, til metroxpress.

Han vil dog ikke ud med mange detaljer om arbejdet:

»Så finder forbryderne jo ud af, hvordan de kan slippe udenom,« påpeger han.