Lærere anklager flere skoler for brud på konfliktregler

Foto: TV2/Lorry

Skoleledernes formand advarer sine kolleger om at gå kreativt til værks. Konflikten skal gøre ondt, mener han.

Efter en uges lockout af folkeskolelærerne, dukker der nu sager frem om brud på konfliktreglerne fra arbejdsgivernes side flere steder i landet, skriver Avisen.dk. I hovedstaden er der allerede efter fire skoledages lockout kommet klager om seks skoler, lyder det fra Københavns Lærerforening.

- Vi har haft en hel del sager. Helt generelt er der nogle skoleledere, der fuldstændigt har misforstået, hvad sådan en konflikt går ud på, og hvordan den skal håndteres, siger formand Jan Trojaborg til Avisen.dk.

- Det er måske i godhedens tjeneste, fordi de vil hjælp børn og forældre, men der er nogle spilleregler, som skal overholdes. Dem har KL gjort klare, men de følger dem desværre ikke, siger han.

Ud af 12 af lærernes lokale kredsforeninger har fire haft en eller flere sager, hvor en skole efter lærernes overbevisning bryder reglerne for lockout. Det viser en rundspørge foretaget af Avisen.dk.

Københavns Kommune har allerede ændret praksis efter klage fra lærerforeningen.

- Vi har i alt 56 skoler. Der har været sager på seks skoler. Det forhold, der har været klaget over, er omfanget af tilsyn, som tjenestemænd har udført, siger Else Sommer, der er administrerende direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Frederiksberg har haft klagesager, og Odense Lærerforening har indtil videre haft en enkelt sag. Her sendte en skole tjenestemandsansatte lærere ned for at passe elever i de mindre klasser, fordi deres egen undervisning var aflyst.

Det er ifølge formand Anne-Mette Kæseler Jensen i direkte modstrid med den vejledning, som Kommunernes Landsforening har udsendt til skolerne.

Skolelederforeningen kan ikke vurdere over en bred kam, om alle anklager om brud på konfliktreglerne er rimelige. Men formand Anders Balle erkender, at der på trods af grundig forberedelse er mange gråzoner, som i øjeblikket må stå deres prøve.

- KL tolker ikke reglerne på nøjagtig samme måde som lærerne, og skolelederne følger KL. Det må så stå sin prøve. Der vil bestemt være nogle sager, der ender i arbejdsretten, siger Anders Balle til Avisen.dk.

Han opfordrer dog skolelederne til ikke at gå for kreativt til værks.

- Som ledere må vi ikke afbøde konfliktens virkning. Den skal gøre så ondt, så parterne giver sig. Hvis vi afbøder alt for meget, vil de ikke give sig," siger han.

/ritzau/