Marina-folk føler sig fanget

Foto: TV2 Lorry - arkiv

Køge Kommune vil have ret til at opsige beboere og erhvervslejemål på Køge Marina med to års varsel, fremgår det af oplægget til nye lejekontrakter, som parterne bliver præsenteret for i øjeblikket, skriver DAGBLADET Køge.

Men det er bondefangeri, mener flere beboere på marinaen. De påpeger, at de kan få meget svært ved at sælge deres huse i fremtiden, og at nye tilflyttere og erhvervslivet højst sandsynligt vil vælge Køge Marina fra, hvis det korte varsel bliver en realitet i de endelige lejekontrater.

- Vi mener, at det er moralsk forkert, og vi føler os bondefanget, siger Søren Andersen, der selv har boet og arbejdet på Køge Marina i 25 år.

Beboerne på marinaen har en klar fornemmelse af, at deres lejekontrakter bliver forringet, fordi Køge Kommune vil have frie hænder, hvis der for alvor skulle komme gang i udviklingen af Køge Marina. Og det bekræfter kulturudvalgsformand Erik Swiatek (S).

- Vi vil gerne tilgodese lejerne, men samtidig vil vi heller ikke stå i en situation, hvor kommunens udviklingsplaner for området bliver spillet af hænde, siger Erik Swiatek til DAGBLADET Køge.