Roskilde kan igen komme på verdensarvliste

Foto: TV 2 Lorry

Roskilde har nu chancen for at komme på verdenskortet med Karen Brahes Bibliotek, der er vurderet til at være en så unik kulturskat, at det er nomineret til Unescos verdensarvsliste. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Biblioteket, der er ejet af Roskilde Kloster, Den Skeel-Juel-Brahe'ske Stiftelse, blev i 2010 flyttet til Roskilde og opbevares på Roskilde Bibliotek.

- Det betyder jo enorm anerkendelse, og det understreger vigtigheden af hele den tidlige danske litteratur. Vi håber, det går igennem og bliver optaget, siger Hans Michelsen, der er stiftsbibliotekar på Roskilde Centralbibliotek.

Karen Brahes Bibliotek kan komme i selskab med Roskilde Domkirke, der i 1995 blev optaget på verdensarvslisten som det andet værk i Danmark efter Jelling Monumentet.

Om biblioteket bliver optaget på listen over verdenskulturarv afgøres dog først til sommer, oplyser DAGBLADET Roskilde.