Københavns Kommune sløv til at hyre akutjobbere

Frank Jensen, Overborgmester København (Socialdem.) Foto: Lorry

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har lang vej endnu, hvis han skal leve op til egne løfter om, kommunen skal ansætte 300 akutjobbere inden sommerferien.

Ud af 824 opslåede akutjob i Københavns Kommune er der indtil videre besat 200. Og kun 49 af disse er akutjobbere. Det fremgår af et internt notat fra Københavns Kommune, skriver Fagbladet 3F.

Det har ikke været muligt at få et interview med Frank Jensen. Men i et skriftligt svar til Fagbladet 3F oplyser han, at han "ikke er tilfreds med", at kun 49 har fået akutjob.

- Derfor har både jeg og flere af mine borgmesterkolleger skriftligt pålagt cheferne (i kommunen, red.) i videst muligt omfang at give en forlomme til ansøgere fra akutmålgruppen, skriver han.

Forretningsfører for 3F's a-kasse, Morten Kaspersen, er ikke imponeret med indsatsen i Danmarks største kommune.

- Det fremgår tydeligt, at der ikke er ret mange af akutpersonerne, som har fået akutjob. Frank Jensen har lagt ud med store ord, men det er ikke handling bag. Det er den sædvanlige politikersnak, siger han.