Brøndby-fans jubler over begmand til bestyrelsen.

Brøndby Supporters Trust glæder sig over, at BIF-ledelsen ikke fik mandat til at sælge klubben billigt.

Der er stor tilfredshed i fansammenslutningen Brøndby Supporters Trust, efter at generalforsamlingen onsdag nedstemte et forslag, der ville give Brøndby IF's bestyrelse mandat til at sælge klubben billigt hen over hovederne på de eksisterende aktionærer.

Kun 80 procent af den fremmødte aktiekapital stemte for, hvor mindst 90 procents tilslutning var nødvendig.

- Det er, som vi anbefalede, så det er vi godt tilfredse med. Det betyder, at bestyrelsen ikke har en blankocheck til at sælge klubben til hvem som helst til en hvilken som helst pris, siger Brøndby Supporters Trusts talsmand Sune Blom.

- Det er i mine øjne et sjældent tilfælde af, at gode argumenter vinder debatten. Det har været aktionærerne her på generalforsamlingen, der har afgjort det, siger Sune Blom.

Han erkender, at der forestår et stort arbejde med at indsamle den nødvendige kapital i den emission, der skal foregå i perioden 12.-25. april.

Men generalforsamlingens afgørelse vil hjælpe til at få investorer ud af busken, mener han.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor investorer skulle gå ind i denne her proces, hvis de ved, at de dagen efter, at en emission mislykkes, kan købe klubben for en slik, siger Sune Blom, der mener, at målet om 60 millioner kroner er lavt sat.

- For at det overhovedet skal give mening at lave en aktieemission, må målet være, at emissionen kan føre klubben tilbage på sporet. Der er 60 millioner minimum, hvis vi ikke rykker ned. Men det er uansvarligt ikke at indregne den risiko.

- Det er også uansvarligt ikke at indregne tab på resten af feriepengesagerne, så beløbet ligger vel tættere på de 100 millioner, hvis man skal undgå at have en ny aktieemission næste år, siger Sune Blom.