Høje benzinpriser får bilister til at vælge toget

Hvis benzinen bliver ved med at stige, begynder danskerne i stort tal at køre mindre i bil. Hos DSB mærker man allerede nu tendensen. Det erfarer Berlingske Tidende. Hvis benzinpriserne fortsætter deres himmelflugt og når 15 kroner pr. liter, vil halvdelen af danskerne køre mindre i bil, viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende.

Dermed er
mætningspunktet for, hvor meget danskerne vil betale for benzin,
ved at være nået, idet samme undersøgelse viser, at knap tre ud
af fire danskere ikke hidtil har ændret vaner på grund af de
stigende brændstofpriser. »Det er helt klart, at priserne
betyder noget,« siger Mogens Fosgerau, seniorforsker ved
Institut for Transport på DTU.

Han mener dog ikke, at man kan
tale om en kollektiv smertegrænse og samtidig anfører han, at
mange danskere nok vil fortsætte med at købe benzin, selvom den
koster 15 kroner literen.

Allerede nu nyder den kollektive
trafik dog godt af de stigende benzinpriser og konverterende
bilister. Således melder DSB om en generel stigning i
passagertallet og en vækst på fem procent i år i antallet af
togrejsende øst for Storebælt.

»Vores markedsandele vokser uge
for uge,« siger Bjørn Wahlsten, direktør for DSB Salg, der
forklarer væksten med en række gode tilbud og ikke mindst de
stigende benzinpriser og bilkøerne omkring København. Det
skriver Berlingske Tidende.

Gallup-undersøgelsen viser samtidig,
at det ikke i så høj grad er lavere priser, der skal lokke flere
danskere over i den kollektive trafik, men at det snarere er en
reduktion i rejsetiden og »tog til tiden« samt let adgang til at
skifte mellem busser, tog og metro, der kan flytte
markedsandele.

Således vil 64 procent af danskerne bruge den
kollektive trafik mere, hvis bekvemmeligheden stiger, mens kun
hver anden vil gøre det samme, hvis billetpriserne får et tryk
nedad. »Det har man set tidligere, for eksempel da man satte
taksten ned i slutningen af halvfemserne.

Prisen betyder mindre
end den usikkerhed, der er forbundet med, om man nu når frem til
tiden med kollektiv trafik,« siger Alex Landex, trafikforsker
fra DTU Transport, der mener, at den forholdsvis markante
forskel i dag skal forklares med, at biltrafikken presses af
både høje benzinpriser og kø på vejene.

Men fremgangen for den
kollektive trafik kan, hvis trafikselskaberne ikke passer på,
være skrøbelig, advarer Alex Landex: »Populært sagt kræver en
dårlig oplevelse i den kollektive trafik ti gode oplevelser, før
den dårlige er glemt,« siger han og anfører samtidig, at der vil
blive kapacitetsproblemer i den kollektive trafik, hvis
danskerne rent faktisk holder ord og skifter til busser, metro
eller tog.

Det er Bjørn Wahlsten fra DSB klar over, og han
henviser til, at der fra næste år vil blive indført mellem 40 og
50 dobbeltdækkervogne, der »nok skal tage fra«. Den kollektive
trafiks medvind og de stigende benzinpriser kan i øvrigt også
aflæses i bilsalget.

I går kom det således frem, at der fra
marts til maj blev solgt syv procent færre biler end i de tre
foregående måneder, ligesom salget af personbiler generelt fra
januar til maj i år ligger 13 procent lavere end i de samme
måneder sidste år. Det skriver Berlingske Tidende.