39-årig fængslet for skarpladt pistol i Skovlunde

Foto: Lorry

En rutinekontrol i visitationszonen i Skovlunde viste en skarpladt pistol i bilen hos en 39-årig mand.

En 39-årig mand fra Køge er torsdag ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet indtil 18. april for ulovlig våbenbesiddelse.

Kort før klokken seks torsdag morgen blev han viftet ind til siden rent rutinemæssigt af en patrulje fra Københavns Vestegns Politi i visitationszonen i Skovlunde.

Ved nærmere eftersyn fandt politiet en skarpladt pistol i bilen. Den 39-årige har erkendt ulovlig våbenbesiddelse og har ikke kæret fængslingen.

- De standser en bil rent rutinemæssigt, og føreren er i besiddelse af en skarpladt ni millimeter pistol. Han bliver selvfølgelig anholdt på udramatisk vis, sagde vagtchef Leif Bonde tidligere til Ritzau.

Selvom visitationszonen er oprettet på grund af bandekonflikten, så regner politiet ikke med, at manden og den skarpladte pistol kan relateres til bandekonflikten.

- Han færdes lidt i randen af bandemiljøet i Køge, men vi betegner ham ikke som en del af miljøet, og han er ikke særlig kendt i kriminalregistret, fortæller vagtchefen.

En visitationszone betyder, at betjente kan undersøge alle i området for våben uden at have konkret mistanke, som ellers er betingelsen for en visitation.