Nyt stort overskud

Foto: TV2/Lorry

For fjerde år i træk kan Roskilde Festival notere sig et overskud på et tocifret millionbeløb, der kan deles ud til humanitære og almennyttige formål.

Festivalen i 2012 gav et overskud på 12,8 millioner kroner, men det er dog et stykke fra 2011-udgaven, hvor overskuddet var på 19,6 millioner, og rekordåret 2009, som indbragte 20,4 millioner, skriver DAGBLADET Roskilde.

Roskilde Festivals direktør, Henrik Rasmussen, erklærer sig alligevel mere end tilfreds.

- De sidste fem ud af syv år har været rigtig gode, og vi ligger rimelig stabilt. Det er dejligt, for jo flere penge vi kan give til almene formål, jo bedre, siger Henrik Rasmussen, til avisen.

Foreningerne, der arbejder frivilligt på festivalen, har også haft nogle indbringende år. I 2012 tjente de 18,7 millioner kroner, og det var det næsthøjeste resultat nogensinde.