Kommune vil lukke sine skoler helt under en lockout

Foto: TV2/Lorry

Konflikten mellem KL og lærerne skal løses nationalt og ikke lokalt, mener kommunalbestyrelsen i Ballerup.

Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune har besluttet, at der ikke bliver nogen form for undervisning på kommunens skoler, hvis forhandlingerne mellem Danmarks Lærerforening og KL ender i en lockout af lærerne.

- Det sker, fordi kun meget lidt undervisning vil kunne gennemføres, skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Når alle børn sendes hjem, bliver alle stillet ens under konflikten og efter konfliktens ophør. Det er kommunalbestyrelsens overbevisning, at lockoutens dilemma på denne måde mindskes, og at konflikten skal løses nationalt og ikke lokalt.

Kommunen vurderer, at der ikke kan føres et forsvarligt tilsyn med børnene på skolen, og derfor må børnene ikke opholde sig på skolen.

De tjenestemandsansatte lærere er ikke omfattet af den eventuelle konflikt mellem KL og Lærerens Centralorganisation, men Ballerup Kommune har alligevel besluttet at sende alle børn hjem.

På Ørestads Skole i København kommer skolen også til at stå tom, hvis lærerne lockoutes. Det skyldes dog, at lærerstaben består af unge lærere, som vil være omfattet af en eventuel konflikt.

Danmarks Lærerforening og KL mødes fredag klokken 15:30, hvor de genoptager forhandlinger.

Stridens kerne er en ny aftale om lærernes arbejdstid. Finder parterne ikke en løsning inden 1. april, har KL varslet lockout. Det betyder, at lærerne ikke kan komme tilbage på arbejde efter påskeferien.