København renoverer seks skoler

Foto: TV 2 Lorry

Seks folkeskoler i Københavns Kommune skal igennem omfattende helhedsrenoveringer til en sum på i alt omkring 165 mio. kroner, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Som noget nyt udbyder kommunen opgaverne i teamentrepriser med partnering.

- Vi har ikke tidligere udbudt renoveringssager i teamentreprise med partnering. Vi har dog arbejdet med element af partnering i flere nybygningssager, fortæller projektleder Elin Sjöstrand fra Københavns Ejendomme, som er en del af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

Den udbudte opgave er delt op i tre delaftaler. Sortedamsskolen og Øster Farimagsgades Skole indgår i delaftale et, Tove Ditlevsens Skole og Højdevangens Skole ingår i delaftale to, mens Rådmandsgades Skole og Vanløse Skole er slået sammen i delaftale tre.

Hver af de tre delaftaler har et budget til helhedsrenoveringen på 55 mio. kroner.