Kriminaliteten er historisk lav blandt de yngste

Foto: TV2/Lorry

Helsingør: Antallet af unge kriminelle i Helsingør Kommune er historisk lav.

Blandt de hele unge under 15 år er statistikken historisk lav, mens der er sket et kraftigt fald i kriminaliteten blandt de 15-17 årige. Kun blandt de 18-24 årige er der sket en stigning. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Alligevel er det kun cirka 2,5 procent af en ungdomsårgang, der laver kriminalitet - og spørgsmålet er, om man kan komme længere ned.

Det konstaterer lederen af SSPK i Helsingør Kommune, Richo Jensen og politiassistent Eric Kattrup, Nordsjællands Politi, der står for det kriminalpræventive arbejde.

De to har om nogen fingeren på pulsen, når det gælder de unge.

- Takket være et tæt samarbejde med SSPK-lærere, pædagoger, medarbejdere i forvaltningen og andre samarbejdspartnere, kan vi sige, at vi kender de unge i Helsingør, fastslår Richo Jensen over for Frederiksborg Amts Avis.

Eric Kattrup har siden 2004 ført nøje statistik på de unge og deres adfærd. Og han kan konstatere, at der i dag ikke er nævneværdig stor kriminalitet blandt de unge, når det gælder vold og anden personfarlig kriminalitet.

- Kriminaliteten er koncentreret på ganske få. En enkelt i aldersgruppen 18-24-år har eksempelvis 28 sigtelser - primært indenfor berigelseskriminalitet, og fem-ti personer i den aldersgruppe har rigtig mange sigtelser, oplyser Kattrup, som glæder sig over, at den personfarlige kriminalitet er faldet.

Sigtelserne for vold er det laveste siden 2009 for drenge under 18 år. Således var der kun fem voldssigtelser i 2012 mod 23 i 2009.

Alle taler også om, at der er mange knive i nattelivet, men det er ikke et billede, SSPK kan genkende. Således var der kun otte sager med kniv sidste år.

For de unge under 15 år er antallet af sigtelser helt i bund, mens der er sket et kraftigt fald i gruppen 15-17 år. Desuden tegner der sig i disse aldersgrupper et billede af, at de kun begår kriminalitet en enkelt gang - så får de sig en lærestreg og stopper.

Kriminalstatistikken viser, at det samlede antal sigtelser faldt fra 793 til 754 fra 2011 til 2012. og kurven er knækket markant siden 2010.

- Det er et meget positivt statistisk materiale som viser, at især den brede forebyggende indsats generelt har haft en positiv virkning - især på unge under 15 år, fastslår Richo Jensen.