Nedblæst tagsten rammer kvinde i hovedet

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Kvinde er indlagt på Bispebjerg Hospital, efter at hun mandag morgen blev ramt af en tagsten.

  En kvinde er mandag blevet ramt af en nedfalden tagsten på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Tagstenen er faldet ned på grund af den kraftige blæst.

- Jeg har endnu ikke nogen oplysninger om hendes tilstand. Hun er kørt til Bispebjerg Hospital, fortæller vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi til Ritzau.

Ved ulykken, som skete klokken kvart over otte, blev både politi, ambulance, lægeambulance og brandvæsnet tilkaldt. Der er i første omgang etableret en midlertidig afspærring på stedet.

- Boligselskabet vil så stå for at lave en fast afspærring på stedet, siger Mads Firlings.

Københavns Politi melder om flere stormskader på grund af blæsten, og vagtchefen opfordrer folk til at være særligt opmærksomme.