Vinteren er hård ved vejene

Foto: Lorry

Sne og regn, der trænger ned i vejbanen, kombineret med frost om natten er en cocktail, som er særdeles hård ved vejnettet. Det er særligt de ældre vejbelægninger, som har det svært i denne tid, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Alle vores dårlige vejbelægninger under pres, og der er mange huller og revner derude, siger Lars Christiansen, der er afdelingsleder ved Vejdirektoratet på Sjælland.

Vedligeholdelse og drift af det danske vejnet er underlagt Vejdirektoratet og de enkelte kommuner. Kommunerne tager sig af de mindre veje, mens Vejdirektoratet har ansvaret for motorveje, motortrafikveje og landeveje.

De kommuner, som Frederiksborg Amts Avis har talt med, udtaler alle sammen, at det er hårde tider for vejnettet, og der arbejdes i højtryk for at lappe de mange huller.

- Vintervejret holder ved, og det kan ses på vejene i form af huller. Vi kører mellem 1.5 til 3 tons asfalt ud på vejene om dagen, og 3 tons asfalt det er rigtig meget, siger Gitte Sloth Nielsen, der er sektionsleder for Trafik, Vej og Park i Hillerød Kommune.