Nyt Øresundsakvarium til 350 millioner

Et nyt, stort Øresundsakvarium og såkaldt akvatisk center til 350 millioner kroner kan være på vej til Helsingør.

Ifølge avisens oplysninger er det nuværende akvaries ledelse i
gang med at finde sponsorer og interessenter, der kan gøre det
muligt at realisere drømmen om et nyt, flot akvarium, som kan
trække op til 250.000 gæster årligt - næsten fem gange så mange
som akvariets besøgstal i dag. Helsingør Kommune har allerede
reserveret en grund til formålet.
- Det her er et fantastisk og helt unikt projekt, som jeg vil
gøre alt for at fremme. Der findes ikke noget tilsvarende i
Danmark, og jeg er meget begejstret, lyder det fra Helsingørs
borgmester Per Tærsbøl, da Helsingør Dagblad spørger til det nye
Øresundsakvarium.
Borgmesteren lover, at kommunen reserverer en grund ved
Grønnehave bag det nuværende akvarium til gigant-udvidelsen. Og
han er overbevist om, at byrådet ved en senere lejlighed vil
sige god for det løfte.
Lederen af Øresundsakvariet Jens P. Jeppesen er overrasket, da
Helsingør Dagblad beder ham om en kommentar til, at planerne om
et nyt storakvarium nu er nået så langt frem.
- Det var ikke meningen, at det her skulle have været fremme
endnu. Men jeg kan bekræfte, at vi arbejder på at lave et nyt
Øresundsakvarium og akvatisk center, og at vi har talt med
forskellige interessenter om det i den seneste tid, blandt andet
Københavns Universitet og DTU Aqua. Fra flere sider har der
været stor interesse. Vi vil gerne lave et stort, flot og unikt
publikumsakvarium, hvor der også er noget fremragende formidling
til børn og unge og nogle rigtigt gode forskningsmuligheder,
fortæller Jens P. Jeppesen.
Det nye Øresundsakvarium vil satse på de ting, hvor stedet med
det bagvedliggende Marinbiologisk Laboratorium i forvejen er
stærke - det vil sige på publikumsoplevelser, undervisning og
forskning!
I det nuværende og i det nye akvatiske center vil
omdrejningspunktet være det samme - livet i Øresund! Men det
nyskabende i det store akvarium vil blive den måde, som også
livet i de forskellige farvande omkring Danmark vil være
repræsenteret i hver deres afdeling med store og små akvarier -
Østersøen, Nordsøen, Skagerak, Storebælt og så videre.
Også de ferske vande vil være med i Øresundsakvariet. Det
drejer sig blandt andet om sjællandske søer som Esrum Sø, den
med mest vand i Danmark, Furesøen, landets dybeste, og Arresøen,
den med den største overflade. Åer som Esrums Å, Susåen og så
videre skal også med i Øresundsakvariet.
I det akvatiske center vil Jens P. Jeppesen og kollegerne som
noget nyt også fremvise meget specifikke "steder". Centret vil
altså ikke bare give et allround-billede af forholdene og livet
i eksempelvis Østersøen, men vil også i akvarier zoome helt ind
på et helt konkret rev og andre områder.
- Sådan et center vil sagtens kunne tage 150.000 gæster per år
og måske op til 250.000. Men det skal heller ikke være for stort
på bekostning af seriøsiteten i formidlingen, pointerer Jens P.
Jeppesen.
Økonomisk set er det en stor opgave, som der skal løftes.
Lederen af Øresundsakvariet vurderer, at man skal op på den
anden side af 300 millioner kroner fra fonde og lignende, før
drømmen kan realiseres.
- Hvis vi virkelig får den største løsning, vil det være et
projekt til cirka 350 millioner kroner. Det er ikke mindst alle
de tekniske installationer, som gør, at vi taler om så mange
penge, siger Jens P. Jeppesen.
Helsingør-borgmester Per Tærsbøl tvivler ikke på, at det vil
lykkes for Øresundsakvariet at få stablet pengene på benene.
Tærsbøl peger i den sammenhæng på, at der i de kommende år i
forvejen bliver investeret over en milliard kroner ved Helsingør
Havn kun et sildekast fra Øresundsakvariet - i runde tal drejer
det sig om 300 millioner kommunale kroner i kulturcentret
Kulturværftet, 300 millioner kroner primært fra maritime fonde i
et nyt søfartsmuseum i havnens Dok 1, 300 millioner kroner
primært fra fonden Realdania til ombygningen af havnen og
endelig 200 millioner kroner fra staten til Slots- og
Ejendomsstyrelsens renovering af Kronborg.
- Der er en enorm synenergieffekt at spore. Det ene trækker
det andet med sig, og det vil også ske her med det akvatiske
center. Sådan et projekt som det her glæder mig og alle andre,
så vi håber naturligvis, at det bliver til noget, siger Per
Tærsbøl.
Jens P. Jeppesen vurderer, at det nye Øresundsakvarium kan stå
færdigt i 2014... i bedste fald. Måske vil det tage et par år
eller tre mere, indrømmer han.