Unge tier om diskrimination

Unge føler sig i højere grad diskrimineret end ældre, men det er en sjældenhed, at diskriminationen anmeldes. Derfor lancerer Københavns Kommune i dag en ny hjemmeside, hvor man kan registrere såkaldt »hate crime«.

Diskrimination er et stort, skjult problem i hovedstaden. 18
pct. har følt sig diskrimineret inden for det seneste år, men 95
pct. har ikke anmeldt hændelsen. Det viser en ny rapport fra
Catinét, der kortlægger diskriminationsomfanget i København. Men
diskrimination skal ikke få lov at forblive i det skjulte.
Derfor lancerer Københavns Kommune i dag på et seminar om
diskrimination en ny hjemmeside, hvor man anonymt kan registrere
forskelsbehandling baseret på for eksempel etnicitet, religion,
køn, seksualitet og handicap. Hjemmesiden skal være med til at
gøre status på diskrimination i København for »at give
Københavns Kommune en bedre føling med omfanget af
diskrimination, så der kan sættes ind med præcise tiltag til
gavn for københavnerne«, som budskabet lyder på den nye
hjemmeside. Der er ikke tale om, at sagen bliver anmeldt til
politiet, blot fordi man registrerer hændelsen elektronisk på
den nye hjemmeside. Det skriver Berlingske Tidende. Selvom der
er forskel på den diskrimination etniske danskere og indvandrere
oplever, er de fælles om, at størstedelen ikke søger hjælp. 93
pct. af henholdsvis etniske danskere og indvandrere har ikke
henvendt sig for at bearbejde oplevelsen, f.eks. hos
borgerrådgivningen eller i en fagforening. Hver tredje unge
indvandrer mellem 15-29 år har følt sig diskrimineret inden for
det seneste år. Langt de fleste, nemlig 68 pct., har oplevet
diskrimination ved enkelte tilfælde (en til fem gange), mens
lidt over hver femte har oplevet det mere end ti gange.
Diskriminationen er som oftest kommet til udtryk ved enten
tilråb eller at vedkommende er blevet ignoreret/bevidst overset.
»At det især er de unge, der føler sig diskriminerede, kan være
et udtryk for, at det er en aldersgruppe, der er mere
opmærksomme på, hvad diskrimination er, og som er en mere mobil
gruppe, der risikerer mere diskrimination i det offentlige rum
end andre. At der er så få anmeldelser er en af grundene til, at
vi lancerer hjemmesiden. Regnet om til faktiske tal burde der
ligge 2.500 anmeldelser om diskrimination, men det reelle tal er
under 100 i 2007. Det indikerer en massiv underregistrering,«
siger Jacob Eberholst, kontorchef i Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen. En af de grupper, der oplever
diskrimination, er etniske homoseksuelle. De hilser hjemmesiden
velkommen. »Det er et super initiativ, for det gør det muligt at
registrere problemets omfang og få øget opmærksomhed på området.
Vi mangler generelt viden om vilkårene for etniske homoseksuelle
i Danmark og det kan hjemmesiden hjælpe med at beskrive og
afdække, hvilke indsatser der kræves,« siger Fahad Saeed,
formand for Sabaah, en forening for etniske homoseksuelle. Fahad
Saeed har ikke tal på, hvor mange etniske homoseksuelle der har
været udsat for hate crimes, da de etniske grupper med denne
seksuelle identitet ikke er en synlig gruppe. Han har dog selv
oplevet at blive råbt ad og antastet alene på grund af sin
seksualitet uden at anmelde det til politiet. Det skriver
Berlingske Tidende.