Boligformand trækker sig efter Barfoed-sag

Formanden for den boligfond, hvor Lars Barfoed (K) har fået lejlighed, trækker sig efter massiv kritik.

Sagen om Lars Barfoeds (K) lejlighed i Frederiksberg Boligfond får nu formanden Alfred Grinderslev til at trække sig, oplyser formanden selv.

- Jeg har i dag besluttet at udtræde af Frederiksberg Boligfonds bestyrelse, skriver Alfred Grinderslev i en pressemeddelelse om sagen.

Lejligheden, der har været sagens omdrejningspunkt, er - ifølge Ekstra Bladets oplysninger - 114 kvadratmeter stor og koster 12.000 kroner om måneden. Og Lars Barfoed sprang sidste år alle køer over og fik en lejlighed i komplekset.

Har opfattelse af ikke at være ønsket på posten

Alfred Grinderslev, der er erklæret konservativ, siger, at han har redegjort forhandlingsforløbet og svaret på relevante spørgsmål - både i forhold til bestyrelsen og pressen.

- Men da jeg efterhånden har fået den opfattelse ... at jeg ikke længere er ønsket på posten, og da min person og mit arbejde fortsat er genstand for hård kritik, har jeg i dag meddelt, at jeg udtræder af bestyrelsen, skriver den nu forhenværende formand.

- Uanset hvad jeg gør, bliver mit virke tillagt politiske motiver, som jeg ikke har, skriver han.

Lars Barfoeds boligsag startede, da Ekstra Bladet kunne fortælle, at den konservative partiformand tilsyneladende fik fingre i sin bolig uden om de almindelige procedurer med hjælp fra konservative partikammerater.

Forløbet blev bekræftet af en redegørelse fra boligfonden, som blev lavet på opfordring fra magistraten i Frederiksberg Kommune, der består af flere kommunalbestyrelsesmedlemmer og har borgmesteren som formand.