30-årig mand idømt forvaring for voldtægtsforsøg

Foto: TV2/ Lorry

Et nævningeting følger anklagerens ønske om forvaring til en mand, der en gang tidligere er dømt for voldtægt.

En 30-årig mand menes at være så farlig, at et nævningeting i Københavns Byret mandag dømte ham til forvaring, efter at retten havde kendt ham skyldig i et voldtægtsforsøg på Amager i København sidste år.

Dermed idømte retten manden den straf, som anklagemyndigheden havde ønsket for at holde manden væk fra nye sexforbrydelser.

Forvaring sker på ubestemt tid, og det er retten, som skal vurdere, om manden på et tidspunkt kan løslades.

Anklager Stig Fleischer havde anbefalet en forvaringsdom, fordi manden en gang tidligere er dømt for voldtægt.

Voldtægtsforsøget, som manden nu er dømt for, fandt sted ganske kort tid efter, at han var blevet prøveløsladt fra afsoningen af en voldtægtsdom. Den fik han for at have voldtaget en 13-årig pige på Lolland i 2010.

Overfaldet på Amager fandt sted den 3. maj sidste år, hvor manden klokken 1.40 om natten overfaldt en 23-årig kvinde, der var på vej hjem.

Kvinden var kommet kørende med taxi fra Kongens Nytorv i det indre København til Østrigsgade i nærheden af metrostationen Lergravsparken.

På Sorrentovej greb han hende om halsen bagfra. Han væltede hende om på fortovet og ind i en hæk og prøvede under trusler om vold at tiltvinge sig samleje med hende.

Sexkrænkerens forsøg på voldtægt mislykkedes, da en beboer i nærheden råbte ham an. Derpå flygtede han fra stedet medbringende sit offers iPhone og 5000 kroner i kontanter, som han også havde røvet fra hende.

Nævningetinget dømte manden for voldtægtsforsøg, anden kønslig omgængelse end samleje og for røveri.

Den 30-årige ankede dommen.