Efterlyser opgør med millionsnyd i kommunerne

Ekspert vil have skrappere revision i kommunerne, efter at det er kommet frem, at der hvert år er 60 større svindelsager i kommunerne, skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Rigsrevisionen (der gennemgår staten, red.) er langt mere
effektiv end i nogle kommuner, og der er langt mere fokus på
revisionen i staten. Derfor udvikler der sig lettere større
sager ude i kommunerne, siger Tim Knudsen, professor i offentlig
forvaltning fra Københavns Universitet.

Han foreslår, at kommunerne kopierer modellen for statens
revision, så der kommer et politisk led på, der skal kontrollere
og kommentere revisionen.

- Man burde lave en lignende model i kommunerne, hvor man
laver et politisk revisionsudvalg, der skal få sagerne frem i
lyset. Gerne med deltagelse af oppositionen i byrådene, siger
Tim Knudsen

I dag ligger Rigsrevisionen under folketinget, og derfor
kommer alle sager om snyd i staten frem i folketinget. Det skal
kopieres til byrådene, foreslår Tim Knudsen

- Den slags sager er en minister jo altid bange for, og det
kunne borgmestrene jo også blive.
SF har nu bedt velfærdsminister Karen Jespersen se på de mange
svindelsager.

- Jeg håber, at ministeren anerkender, at her er et problem,
som der skal gøres noget ved. Vi kan jo ikke leve med, at der i
den offentlige sektor fifles og fuskes. Så det må hun tage
alvorligt, siger Flemming Bonne.