Smitsom leverbetændelse er muligvis i omløb

Foto: TV2/Lorry

Statens Serum Institut har registreret 24 tilfælde af smitsom leverbetændelse. Virus i mad kan være årsag.

Statens Serum Institut er i færd med at undersøge en mistanke om udbrud af smitsom leverbetændelse.

Siden november sidste år har instituttet registreret 24 tilfælde, og nu bliver der råbt vagt i gevær. Alene i weekenden er der opdaget tre nye tilfælde.

Virus fra seks af patienterne er blevet undersøgt nærmere, og disse virus er identiske. Det tyder ifølge Statens Serum Institut på en fælles smittekilde, der muligvis kan være en fødevare af lang holdbarhed.

Serum Instituttet: Vi gætter på inficeret fødevare

- Det kan jo være, at de har smittet hinanden alle sammen, men den tror vi ikke på, så vi gætter på, det er en fødevare, siger seniorforsker på afdeling for Infektionsepidemiologi under Statens Serum Institut, Steen Ethelberg

Han oplyser, at danskere sædvanligvis smittes med leverbetændelse under udlandsrejse eller i forbindelse med person-til-person smitte. Det er typisk, hvis man rejser til Asien og Afrika, at risikoen for at få leverbetændelse er størst.

Nu er der imidlertid konstateret et øget antal tilfælde af hepatitis spredt i Danmark, og der venter nu et større detektivarbejde for et særligt hold på Statens Serum Institut for at få lokaliseret smittekilden.

Patienter interviewes for sammenfald

- Det er lidt lige som en kriminalsag. Her gælder det bare om at finde den kilde, der gør folk syge. I det her tilfælde tror vi så, det er en fødevare, der er den skyldige, siger Steen Ethelberg.

De ramte personer bliver nu interviewet for at se, om der er sammenfald i eksempelvis restaurantbesøg eller dagligvareindkøb.

I bedste fald kan der gå en uge, før man finder smittekilden. Der kan dog også længere tid, og i sjældne tilfælde bliver kilden slet ikke fundet, og problemet går i sig selv.

Danskere har ikke stor risiko for smitte

Steen Ethelberg slår fast, at danskerne ikke har noget at frygte, og risikoen for at blive smittet er ret lille.

Statens Serum Institut opfordrer patienter med symptomer på

leverbetændelse til at søge læge, og det er vigtigt, at deres læge straks anmelder tilfældet for at sikre opklaringen af det mulige sygdomsudbrud. Symptomer på leverbetændelse viser sig typisk som feber, kvalme, opkast, mavesmerter og gulsot. Urinen bliver mørkfarvet, og afføringen bliver lys.