Kommune er med på fredning af ådal

Smedebæk å syd for Branderup Foto: www.branderup.dk

En enig kommunalbestyrelse har sagt ja til at være medrejser på et forslag til Fredning af Værebro Ådal.

Fredningsforslaget er udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening i dialog med Roskilde og Egedal Kommuner. Den har stået på siden 2008, og i den periode er fredningsområdet næsten halveret fra 1164 hektar til 612 hektar.

- Spørgsmålet er, om vi skal være aktiv medspiller og have indflydelse, eller om vi skal sige, at det skal vi ikke være og så tage stilling til et forslag, når det kommer, og dermed sætte vores embedsværk ud på sidelinjen, sagde formanden for Planudvalget Ib Sørensen (S). På både Planudvalgets og Teknik- og Miljøudvalgets vegne anbefalede han, at kommunen er medspiller, og det bakkede resten af kommunalbestyrelsen op.