Frivillige skal hjælpe Københavns kommune

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Flere københavnere skal give en frivillig hånd. Derfor går Københavns kommune med i et nyt projekt, der hedder 'Tag Del.'

Det er en ny internetside, hvor firmaer, foreninger og frivillige - og nu også Københavns Kommune - kan finde hinanden. Det skriver DR København.

I første omgang vil kommunen bruge siden til at rekruttere frivillige, der kan give nye computerbrugere en hjælpende hånd med at finde rundt på kommunens hjemmeside.

- Det er jo ikke hver dag, du flytter eller søger boligstøtte eller pension. Der kan det være behjælpeligt at vise, at man også kan gøre det her, siger Kent Skytte, der er projektleder i Borgerservice til DR København.

Og det giver god mening med flere frivillige kræfter.

- For de kan nå det ekstra trin ud, hvor vi ikke kan nå ud og hjælpe nogle, der sidder alene derhjemme eller ikke opsøger Borgerservice, siger han.

Der burde være frivillige nok at tage af. Unge københavnere er nemlig vilde med at lave frivilligt arbejde, viser en ny undersøgelse fra Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning.

Faktisk er hver fjerde mellem 14 og 25 år er interesserede i at arbejde frivilligt.

Det bør man udnytte bedst muligt, og få endnu flere i gang ved at bane vejen til frivillighed for borgerne, siger Kultur - og Fritidsborgmester, Pia Allerslev (V).

- Det skal være nemt, interessant og man skal føle at man bliver værdsat for det, man gør, siger hun.

Det er nemlig vigtigt, at kommunen udnytter den store arbejdskraft, de unge ligger inde med.

- Den værdi, som det frivillige arbejde har for vores samfund, er uvurderlig, siger Pia Allerslev.

Vil man gerne give en frivillig hånd kan man melde sig som frivillig på Tagdel.dk. Tagdel.dk går i luften den 11. marts, hvor en række andre virksomheder og organisationer - ud over Københavns Kommune - vil være at finde.