Ritts røde skole breder sig

Mens Socialdemokraterne på Københavns Rådhus og Christiansborg strides, er Ritt Bjerregaards (S) røde skole i gang med at brede sig ud i landet, erfarer Berlingske Tidende.

En uge efter, at
den københavnske overborgmester med en lammende kritik af
partiledelsen og det katastrofale valgresultat satte gang i
debatrækken »Den Røde Skole«, er der allerede dukket to filialer
op. Socialdemokraterne i Kalundborg åbnede med det samme en
underafdeling, og i dag udsender partiets afdeling i Helsingør
en pressemeddelelse, som fortæller, at de nordsjællandske
socialdemokrater nu også kan komme i en lokal rød skole. »Vi kan
genkende den kritik, der kommer fra København af, at vi mangler
kant som oppositionsparti, og vi mangler substans,« siger Martin
Nesheim, der er formand for partiforeningen Centrum i Helsingør.
Skolen starter op med to møder, hvor man skal forsøge at finde
den Socialdemokratiske sjæl og finde ud af, hvilke politiske
sager partiet skal kæmpe for i fremtiden. »Det er et glimrende
initiativ, de har lavet i København, så det følger vi nu op på
med vores egen røde skole. Vi laver jo i virkeligheden bare
noget struktur på det, man altid bør gøre i et politisk parti
nemlig at diskutere,« siger Martin Nesheim, der er overbevist
om, at der er flere røde skoler på vej rundt omkring i landet.
På Christiansborg har Socialdemokraternes ledelse ingen
intentioner om at stille sig på tværs af initiativet, men vil
gerne gøre opmærksom på, at den overståede valgkamp ikke bare
blev kørt på hule slogans, som Ritt Bjerregaard og
skolegrundlæggerne påstår i deres oplæg. »Det er jo ikke sandt,«
siger medlem af folketingsgruppens ledelse, partisekretær Henrik
Dam Kristensen: »Der lå et stort, grundigt og omfattende arbejde
bag partiets opstillede velfærdsrettigheder og analysen af den
offentlige sektor. Det har man åbenbart ikke forstået. Der
synes, det er ærgerligt, at man ikke har fulgt mere med i, hvad
Socialdemokraterne rent faktisk har præsteret,« siger
partisekretæren. Allerede dagen efter, at Ritt Bjerregaards
»Røde Skole« blev offentliggjort, gik den lokale partiforening i
Kalundborg i gang. »Vi skal blive bedre til at snakke om vores
mål og ikke vores midler. Vi skal fortælle, hvor vi vil have
samfundet hen. Der går lidt for meget Christiansborg i det, og
så bliver det en lille smule koldt og teknokratisk,« siger
Rasmus Horn Langhoff, der er folketingskandidat i
Kalundborgkredsen om baggrunden for afdelingens røde skole. Den
starter op med to møder i Kalundborg og to møder i Odsherred. I
København er Socialdemokraternes formand Jan Salling, der er
medstifter af »Den Røde Skole«, glad for den store interesse og
de mange positive tilbagemeldinger. »Vi bliver ringet op fra
hele landet af folk, som bakker os op. Der er gang i masser af
initiativer nu. Nogle kalder dem røde skoler. Andre kalder bare
ind til debat, men telefonen ringer hele tiden, og vi kan høre,
at vores initiativ har sat noget i gang,« siger Jan Salling, der
glæder sig over, at partiformand Helle Thorning-Schmidt, tillige
har budt skolen velkommen. Ifølge partisekretær Henrik Dam
Kristensen må man bære over med »den facon« »Den Røde Skole«
blev åbnet på. Han henviser igen til skolestifternes kritik af
den måde partiet førte valgkamp på. En kritik, som han finder
»meget forkert«. »Når man starter sådan et debatforum, synes
jeg, at man skal bruge en positiv tone i stedet for en negativ.
Jeg synes bestemt man skal diskutere og debattere, det er ikke
dér, jeg har problemet. Det er derimod, at man bruger en negativ
tone for at sparke den i gang. Men nu går de så i skole, og så
håber jeg da, der kommer noget spændende ud af det. Og det vil
jeg så glæde mig til at læse,« siger Henrik Dam Kristensen.