Bødskov kaldt i samråd om skyderi

Morten Bødskov, Justitsminister (Soc.Dem) Foto: Lorry

Justitsminister Morten Bødskov bliver nu kaldt i samråd, efter der tre dage i træk er blevet skudt i hovedstadsområdet. Det fortæller DR København.

Senest i går aftes, hvor en 27-årig mand er i livsfare efter at være blevet skudt på klos hold på Frederiksberg.

Det er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der vil høre, hvad justitsministeren kan gøre.

- Vi vil bede ministeren sikre, at politiet har de tilstrækkelige ressourcer til at mandsopdække de her grupper fuldt ud, siger han og fortsætter:

- Vi ser i øjeblikket en meget eskaleret bandekonflikt, hvor der er stor risko for, at civile, der intet har med det her at gøre, kan komme i skudlinjen.

I sidste uge kom det frem, at man vil flytte 200 københavnske betjente til andre politikredse, og det kan blive et problem, hvis man skal mandsopdække mistænkte i konflikten, mener Peter Skaarup.

- Jeg er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for indsatsen over for banderne, siger Peter Skaarup til DR København.