Lægehelikopter er natteblind

Foto: Claus Boesen

Mens piloterne på den midt- og nordjyske akutlægehelikopter kort før årsskiftet tog avancerede lysfølsomme briller i brug, der gør at helikopteren nu også må lande om natten på uoplyste pladser, så er hovedstaden og Region Sjællands akutlægehelikopter fortsat begrænset til flyvninger i døgnets lyse timer.

Tidligst til næste år kan beredskabet øst for Storebælt regne med også at kunne hente flyvende hjælp om natten, siger chefkonsulent Peter Braad, Region Sjælland til Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

- Vi vil meget gerne kunne flyve med akutlægehelikopteren døgnet rundt. På finansloven for 2014 er der afsat 126 millioner kroner til i alt tre døgndækkende akutlægehelikoptere i Danmark, og vi håber at kunne udvide flyvningerne til at omfatte natflyvning allerede fra 1. januar 2014. Men det afhænger meget af den kontraktproces, vi nu er midt i, forklarer han.

Akutlægehelikopteren i Ringsted, der dækker hele Sjælland og drives af Region Sjælland og Hovedstaden, flyves på kontrakt med det dansk-tyske selskab Falck DRF Luftambulance.

Kontrakten udløber den 30. april 2013, men de to regioner ønsker at forlænge ordningen frem til at den landsdækkende lægehelikoptertjeneste er på plads, hvilket først ventes at ske midt i 2014.

SN-Brød.forsidehenvisning: - Derfor ønsker vi en forlænget kontrakt med Falck DRF, med option på at udvide driftstiden til 16 eller 24 timer i døgnet, siger Peter Braad.