Person ramt af skud i København.

Foto: Lorry

En person er onsdag eftermiddag blevet ramt af et skud på Finsensvej i København.

Igen onsdag er der blevet skudt i København.

- Jeg kan bekræfte, at en person er blevet ramt af skud, siger den centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov, der ved 18.30-tiden ikke kan oplyse yderligere.

Skyderiet fandt sted på Finsensvej på Frederiksberg.

Det er tredje dag i træk, at der bliver skudt i og omkring København.

Mandag aften blev en 19-årig mand skudt ned på åben gade i Skovlunde på Københavns Vestegn. Selv om der blev affyret adskillige skud mod ham, blev han ikke alvorligt såret.

Tirsdag eftermiddag bragede skuddene så løs i Høje Gladsaxe, hvor der blev affyret flere end 10 skud mod en 27-årig mand, som dog ikke blev ramt.

Gerningsmændene var formentlig kørende i en sølvgrå BMW, som efterfølgende blev fundet brændende på Skovløbervangen i Værløse.