København: Nu bliver det gratis at sælge gademad

Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Gademaden har ikke gennemgået den store udvikling de seneste 30 år. Det skal være slut nu, mener Københavns Kommune.

Teknik- og miljøudvalget har forhåndsgodkendt et lovforslag, der skal gøre det nemmere at være mobil madsælger i København. Forslaget ventes endeligt godkendt 11. marts. De nye regler vil både gøre det nemmere og billigere at sælge gademad, skriver Landbrug & Fødevarers netmedie foodculture.dk.

Kommunen dropper nemlig licensbetalingen på 24.000 kr. om året, som det tidligere har kostet, når en person ville sælge mad fra en salgsvogn. I stedet skal være det gratis at sælge mad til de forbipasserende.

"Det her skal skabe liv for gademaden, som har et stort potentiale.

Borgerne vil forhåbentlig blive fristet af en masse spændende madkoncepter, når de går rundt i København," siger Tanja Jensen, der er sagsbehandler i byliv ved Københavns Kommune.

Konkret betyder det, at en madbus (også kaldet foodtruck) gratis kan holde et sted i Indre By, hvor det er lovligt at parkere. Tidligere kostede det 24.000 kr. årligt, og madbusserne måtte ikke holde i indre by.

Madbusserne får dog ikke tildelt nogle faste salgssteder, men må i stedet kæmpe en kamp med de københavnske p-vagter, når de vil sælge deres produkter.

Til gengæld etablerer Københavns Kommune ca. 30 salgspladser forbeholdt mindre mobile salgsboder, såsom cykelboder. De bliver en del af en rotationsordning, hvor de skiftes til at have de mest attraktive salgspladser - ganske gratis.

Ideen med den nye lovgivning er at få så mange nye koncepter involveret som overhovedet muligt.

"Vi får lov til at prioritere i ansøgerne til de 30 salgssteder, og det vil sikre et mangfoldigt og nyskabende udvalg af boder, hvor vi forhåbentlig vil se en masse spændende og lækre koncepter poppe up i byen," siger Tanja Jensen.

Sidste år havde Københavns Kommune 46 ansøgningerne til mindre salgsboder, og det antal forventer kommunen vil stige med den nye lovgivning.

"Når det bliver gratis at få licens, vil det forhåbentlig betyde, at en masse entusiastiske mennesker kan se muligheden for at udvikle et unikt gademadskoncept til københavnerne," siger Tanja Jensen.

Pølsevognene skal stadig betale for deres faste plads

De 30 nye salgspladser skal ikke forveksles med de faste stadepladser, der er i København. Reglerne bliver ikke ændret for dem, og det betyder, at de stadig skal betale 1259 kr. pr. m2 om måneden for de mest attraktive pladser.

Det nye initiativ fra kommunen får derfor en blandet modtagelse af pølsemanden på Axeltorv i København, John Michael Jensen, der er formand for Foreningen National Hotdogdag:

"Der skal være lige vilkår for alle, og det er ude i hampen at gøre det gratis for nogle, og stadig kræve op mod 4000 kr. om måneden for os andre, der har en fast stadeplads," siger han.

I kommunen henviser man til, at stadeholderne har en fast plads 365 dage om året, og det giver en række fordele, som ikke er gratis.

"De skal ikke rotere rundt på forskellige salgspladser i byen, og kan derved skabe en fast kundekreds. Det giver dem en fordel i forhold til de mobile salgssteder. Og det koster altså lidt at have de fordele," siger Tanja Jensen fra Københavns Kommune.