Forhøjet straf for at afpresse caféejer

Foto: TV2/Lorry

24-årig dømt for grov afpresning mod ejer af café i Valby. Cafeens ruder blev knust, da der ikke blev betalt.

Grov afpresning mod en caféejer i Valby i København har fået dommerne i Østre Landsret til at forhøje straffen til en 24-årig mand.

I Københavns Byret fik han fængsel i et år for afpresningen, som skete i efteråret 2011.

Hicham Arjouan ankede dommen i håb om at blive frifundet eller i hvert fald få en lavere straf, men det er gået lige modsat.

Landsdommerne lægger vægt på, at han ved afpresningen krævede penge, og at hans trusler til dels blev ført ud i livet. Derfor er straffen skærpet med tre måneder.

"Vi skal have 15.000 kroner hver måned," lød hans ordre til caféens ejer. Hvis der ikke blev betalt, ville der blive smadret ruder. Og senere kunne det ende med, at caféen ville blive brændt ned.

Det var ikke tomme ord. Tre gange blev ruder smadret.

Under sagen har afpresseren afvist at have forbindelser til Sjælørbanden.

I straffen indgår også et forsøg på at stikke en anden mand ned med kniv på Rådhuspladsen i København.

En anden sag om afpresning i København vakte i efteråret stor opmærksomhed. Ejeren af Café Viking gik ud i offentligheden og fortalte om den afpresning, hun havde været udsat for. Det endte med, at en 19-årig mand blev idømt fængsel i otte måneder. Han havde i august truet Jane Pedersen, og han havde sagt, at han tilhørte banden Brothas, som holder til i området omkring Mjølnerparken.

Offeret fik stor opbakning, og der blev blandt andet holdt en gadefest i sympati med hende.