Generalprøve på bål gik galt

Det gik gruelig galt, da tre unge på 14, 16 og 17 fra Tisvildeleje holdt generalprøve på et stort bål, der var samlet til sankthans. Grenene var stadig friske og ikke til at få ild i, og så fik de tre den idé at pøse godt med benzin på.

Mens de to af drengene stod på
en vis afstand, lukkede den 17-årige sine øjne og satte flammen
fra en lille blæselampe til det friske træ. Eksplosionen fra
benzindampene kunne høres over store dele af Tisvilde og fik
vinduerne i samtlige nabohuse til at klirre.Den 17-årige blev
kørt med eskorte til Rigshospitalets traumecenter og
brandsårsafdeling. Han var forbrændt i panden, en anelse ved
næse og øre, men de værste skader var på arm og hånd. Dybe
andengradsforbrændinger og tredjegrad på hånden. Den unge mand
tilbragte et døgn på Rigshospitalet, men er i dag hjemme. Han
får formentlig ingen varige mén, men skal finde sig i at bære
bluse og kasket de næste to somre og bruge solfaktor 58, da
huden ikke må få sol overhovedet.