Kommuner skal hjælpe hospitaler

Foto: TV2/Lorry

Færdigbehandlede patienter skal hurtigere og bedre hjem for at lette presset på hospitalerne i blandt andet Nordsjælland. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Når der mangler sengepladser, og personalet har svært ved at klare presset, så er det vigtigt, at kommunerne får deres færdigbehandlede patienter hurtigere hjem.

- Det er naivt at tro, at kommunerne kan aflaste den akutte situation, men de kan aflaste med dem, der er færdigbehandlet, siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Han bliver bakket op af regionsrådsmedlem Peter Kay Mortensen (S), der nu vil have en undersøgelse af, hvor de ældre medicinske patienter kommer fra som udgangspunkt for dialog med kommunerne.

- For eksempel Gribskov, Fredensborg og Helsingør Kommuner kunne sagtens gå sammen om at lave et fælleskommunalt center til ældre. Problemet er, at de enkelte kommuner er for små til at løfte den opgave, og derfor er det nemmest at indlægge dem igen, siger Peter Kay Mortensen.

I Helsingør er borgmester Johannes Hecht-Nielsen på linje med, at der er behov for at styrke indsatsen i kommunerne.

- Ældre borgere ryger ud og ind, fordi kommunerne ikke har beredskabet, og så kommer de tilbage på hospitalet, hvilket er med til at skabe overbelægning, siger borgmesteren.

Han kunne godt forestille sig et fælleskommunalt rehabiliteringscenter.

- På et tidspunkt talte vi faktisk om at købe Esbønderup Hospital og bruge det som et fælles rehabiliteringscenter, men bygningerne viste sig simpelthen at være for utidssvarende, siger Johannes Hecht-Nielsen.