Bævere er på vej ind i Hillerød by

Foto: TV2/Lorry

Bæverbestanden i Nordsjælland er nu begyndt at vise sig i Hillerøds udkant

Bæverbestanden i Pøle Å og Sdr. Strødam er nu begyndt at bevæge sig tættere på beboede områder.

Siden sidste forår har de store gnavere været på spil i udkanten af Hillerød - blandt andet i området mellem Fruebjergvej og Isterødvejen, hvor de har fældet en del piletræer. Også området omkring Ullerød Vandværk har haft besøg af dyrene.

Det fortæller Niels Worm fra Naturstyrelsen Nordsjælland ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Dyrene er ikke ligefrem at finde i folks baghaver, men har været på spil inden for få hundrede meters afstand af bebyggelser.

Der er dog ingen grund til bekymring for, at dyrene skal invadere baghaver og lægge hængekøjetræet ned.

Ifølge Niels Worm vil Naturstyrelsen i så fald sætte hegn op.

Siden 2009 er24 bævere sat ud i Nordsjælland - blandt andet Sdr. Strødam lige uden for Hillerød. To er døde, og ingen har endnu ynglet, så i dag er bestanden på 22 dyr. Niels Worm fortæller ifølge Frederiksborg Amts Avis, at der er plads til 200-300 bævere i Nordsjælland.