Udlænding stukket ned med saks under gaderøveri

Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Politiet efterlyser vidner til blodigt mobiltyveri på Frederiksborggade i København.

En udenlandsk mand er indlagt på Bispebjerg Hospital efter han blev stukket med en saks adskillige gange under et gaderøveri i Københavns Nordvest-kvarter torsdag aften.

Et vidne fandt offeret siddende foran en Fakta-forretning på Frederiksborggade omkring klokken 22. Politiet mener det voldsomme overfald fandt sted to-tre timer tidligere.

- Han er stukket i hvert fald seks gange med en saks. Blandt andet i benene. Vi ved ikke, hvor mange personer, der deltog i røveriet. Men han fik frastjålet sin mobiltelefon og nogle kontanter, siger den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider fra Københavns Politi.

Politiet har kun talt kortvarigt med manden, der har arabisk baggrund og bor i Belgien.

- Vi har en formodning om, at overfaldet måske fandt sted allerede ved 18-19-tiden, siger efterforskningslederen.

Personen, der fandt den forurettede, sørgede for, at han blev indbragt til behandling på Bispebjerg Hospital.

- Vi håber på at få flere oplysninger om overfaldet, når vi afhører ham fredag morgen, siger efterforskningslederen.

Politiet har foreløbig ikke mange spor at gå efter i sagen.

- Så vi vil selvfølgelig gerne tale med eventuelle vidner til overfaldet, siger Sajjad Haider.

Offeret for det brutale røveri er uden for livsfare.