DBU-krav til tilskuerkapacitet i Superligaen får kritik

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

De danske tribuner står halvtomme i Superligaen, men Dansk Boldspil-Union har krav om 10.000 tilskuerpladser.

Kravene er høje fra Dansk Boldspil-Union (DBU), når det drejer sig om superligaklubbernes tilskuerkapacitet.

Seks af de største danske fodboldklubber har i indeværende sæson tiltrukket færre end 5.000 tilskuere i gennemsnit, viser en opgørelse, som Politiken har udregnet.

Alligevel er DBU's generelle krav, at stadionerne i Superligaen skal have kapacitet til at huse 10.000 gæster.

Det er for skrappe krav, mener Jens Alm, analytiker ved Idrættens Analyseinstitut og hovedforfatter til en stor rapport om udnyttelsen af stadionkapacitet rundt om i verden.

- Det er næsten en overprofessionalisering af stadioner i Danmark, når de skal være så store, siger Jens Alm til Politiken.

I en klub som Silkeborg står cirka 7.000 tilskuerpladser i gennemsnit tomme, når byens superligahold spiller på hjemmebane, mens kun 3.051 sæder er besat.

- Det er nemt for DBU at sidde i København og bestemme, hvor mange tilskuerpladser der skal være i Silkeborg uden at se på de lokale forhold, siger Jens Alm.

Stadioner med plads til mindst 10.000 tilskuere i Sønderjyske, Lyngby og Randers er for ambitiøst, vurderer fodboldøkonom i revisionsfirmaet Deloitte.

- Det er meget, meget, meget sjældent, at de har brug for så store stadioner. I det hele taget er der ingen klubber herhjemme, der overhovedet er i nærheden af at ligge på 100 procents udnyttelse af kapaciteten, siger Jesper Jørgensen.

Jim Stjerne Hansen, generalsekretær i DBU, mener, det er fint med et krav om en kapacitet på 10.000 tilskuere.

- Det er jo en samlet vurdering af, hvad et stadion på øverste niveau i dansk fodbold bør have af minimumkapacitet, forklarer Jim Stjerne Hansen.