Tyskerturismen lider under sagen om Thor

Foto: TV2/Lorry

Frygten for at få sin hund aflivet, får flere tyskere til at droppe ferien til Danmark. Og det kan koste dyrt.

2013 bliver nok alligevel ikke året, hvor flere tyske familier pakker bilen og kører mod Danmark. Det har hundeloven sørget for, lyder det fra sommerhusbranchen.

De seneste uger er både udlejningsbureauer og den danske ambassade i Berlin blevet oversvømmet med bekymrede henvendelser fra tyskere, der er bange for, at hundeloven betyder, at deres hund kan blive aflivet, hvis de holder ferie i Danmark.

- Vi har daglige henvendelser fra tyskere, som er rigtig bekymrede. På de sociale medier skriver tyskerne, at deres hunde formentlig bliver slået ihjel, hvis de holder ferie i Danmark, siger Jan Haapanen, der er administrerende direktør for Novasol og Dansommer.

Danmark er ellers kendt for at have højt til loftet

Han peger på, at hundeglade brugere på Facebook opfordrer tyskere til at rejse til andre lande ved at vise billeder af hvalpe, der bliver aflivet, og grædende børn.

- Vi er kendt for at have højt til loftet, men det er ikke længere den måde, tyskerne oplever os på. Holdningen er blevet, at nu må det være nok med de danskere, siger Jan Haapanen.

- Det gik rigtig godt med udlejningen, men det her er med til, at vi ikke får vendt tendensen i 2013.

I værste fald kan det ifølge ham betyde, at Danmark vil miste arbejdspladser i turismen. Også i Feriehusudlejernes Brancheforening mærker de konsekvenserne ved schæferhundens dødsdom.

- Det er fint, at der er krav om hundesnor og hundemaske for visse racer, men som loven er skrevet nu, mister vi bookinger i danske sommerhuse, siger brancheforeningens administrerende direktør Carlos Villaro Lassen.

Over 100 tyskere siger, de ikke længere vil hold ferie i Danmark

Indtil videre har han ikke hørt om aflysninger, men over 100 tyskere har henvendt sig til udlejere med besked om, at de ikke længere vil holde ferie i Danmark.

Den ophedede debat har fået den danske ambassade i Berlin til at skrive på deres hjemmeside, at tyske turister roligt kan tage deres hund med til Danmark. Men står det til både Jan Haapanen og Carlos Villaro Lassen, bør de danske politikere tage affære.

- Politikerne skal melde klart ud, at tyskere med hund er velkommen i Danmark, siger Carlos Villaro Lassen.